Paideia: Filosofi i hellenistisk tid PDF

Brian Andreasen og Jens Refslund Poulsen Filosofi i hellenistisk tid og hos romerne I løbet af Aristoteles'levetid havde Filip af Makedonien og hans berømte søn...

Brian Andreasen og Jens Refslund Poulsen Filosofi i hellenistisk tid og hos romerne I løbet af Aristoteles'levetid havde Filip af Makedonien og hans berømte søn Alexander - med tilnavnet den Store - underlagt sig alle de græske bysta- ter og gjort dem til en del af et enormt verdensrige, der strakte sig over hele Perserriget mod øst og Ægypten mod syd. Græsk var dette riges fælles sprog, PAIDEIA og den græske kultur og tankegang blev spredt ud over et kæmpemæssigt område. Århundrederne efter Alexanders tidlige død i 323 f. Kr.kaldes derfor for hellenismen på grund af den græske kulturs dominerende stilling i den daværende kendte verden. Selvom magtbalancen efterhånden blev forryk- ket, og Rom blev middelhavets nye stormagt, fortsatte den græske kultur sin Grundbog til oldtidskundskab sejrsgang, idet romerne beundrede og efterlignede den græske kultur på alle mulige områder - lige fra arkitektur og kunst til litteratur og filosofi. Generelt kan man sige, at den hellenistiske filosofi udviklede sig i mere personlig retning end Platons og Aristoteles' filosofi. Dvs. at hvor Platons dialoger blandt andet havde beskæftiget sig med samfundsorienterede de- finitioner af begreber som fx retfærdighed og retorik, og hvor Aristoteles' skrifter havde sat hele verden i system, blev der i den hellenistiske filosofi lagt et markant fokus på etiske og psykologiske problemstillinger med sær- ligt fokus på det enkelte menneske. Denne udvikling i filosofien kan sam- menlignes med dramaets udvikling , hvor især komedien i samme periode forandrer sig fra at være politisk og samfundssatirisk til at være intrige- og karakterkomedie, der baserer sig på nære relationer mennesker imellem. Beggedisse udviklingstendenser hænger formentlig sammen med den oven- for beskrevne politiske udvikling , hvor bystaten og hele dens offentlige og ofte demokratiske liv blegner og mister betydning i Alexander den Stores verdensrige. Herefter vendes blikket - inden for både drama og filosofi- ind- ad mod familien og individdet (se mere herom i Drama side 114). Den græske filosofi, der udviklede sig efter Aristoteles i hellenistisk tid, har vi ikke mange førstehåndskilder til, og en stor del af det , vi ved om hel- lenismens filosofiske retninger, ved vi derfor gennem romernes beskrivelser af den. Den romerske taler og politiker Marcus Tullius Cicero (106- 43 f. Kr.) er af denne årsag blevet en meget vigtig kilde til blandt andet to af helle- nismens store filosofiske retninger: stoicismen og epikuræismen. I Ciceros filosofiske værker kan man læse både filosofihistoriske fremstillinger af den hellenistiske filosofi og detaljerede analyser af de filosofiske problemer, som er centrale i stoicismen og epikuræismen fx gudernes natur, etik og døden. ·SYSTIMEB Filo sofi \ \ 159  STOICISM EN Stoicismen har sit navn efter det græske ord stoa, som er betegnelsen for en overdækket søjlegang, der giver skygge i den brændende græske sol. Fi- losoffen Zenon (ca. 336-264 f. Kr.) opholdt sig nemlig ofte i stoa poikfle (den mangefarvede stoa) på Athens torv: agora. Der talte han med elever og tilfæl- dige forbipasserende om filosofiske problemstillinger og mindede på mange måder om Sokrates, der også førte filosofiske samtaler i Athens offentlige rum. Denne lighed med Sokrates var næppe tilfældig, for Zenon og de efter- følgende såkaldt stoiske filosoffer var stærkt inspirerede af Sokrates. Logos (AOYOI ): verdens- Stoikerne mente, at verden var styret af logos (verdens-fornuft), og at fornuft denne fornuft kunne spores i det enkelte menneskes fysis (natur). Stoikernes 135. Reko nstr ukt ions- tegni ng fra omk ri ng år ideal er den stoiske vismand, der altid kun - på grund af sin filosofiske indsigt 19 0 0 af hvordan Ath ens - vil gøre det rette. Han vil altid handle i overensstemmelse med sin inderste agora, dv s. to rv, kunne sande natur, der, som netop nævnt, står i forbindelse med verdensfornuften. have set ud i anti kken. Akropoli sklippen t årner Beskrivelsen af den stoiske vismand minder om Sokrates' beskrivelse af den sig op i baggrunde n og gode mand, der også altid kun vil gøre det rette og heller aldrig selv vil kunne man aner Parthenon- komme ud for noget ondt. Både den stoiske vismand og Sokrates' gode mand templ et (se billede 104) er udtryk for et filosofisk ideal, som man bør stræbe efter at nå frem til , men som i hvert fald for den stoiske vismands vedkommende også synes at være Den stoiske ide om en verdensfornuft, der gennemstrømmer alt, hænger et uopnåeligt filosofisk ideal. sammen med et næsten monoteistisk gudsbegreb om en gud, der styrer alt i verden. Gudens vilje er identisk med, hvad stoikerne kalder skæbnen, på græsk : MOlm eller Helmarmene og på latin: Fata (i plur.). Skæbnen er der- Moira (MoTpa), for urokkelig og uforanderlig for mennesker. Ud fra denne strenge skæb- t-æimormene ( E i ~ a p ~ tv ~) , neopfattelse, som bygger videre på gamle græske forestillinger om skæbnen toia (latin): skæbne kendt fra blandt andet det homeriske epos og tragikerne, opstår et filosofisk problem, nemlig om mennesket har mulighed for at handle frit. Stoikernes svar på denne filosofiske problemstilling er, at den stoiske vismand netop har indset, at det er håbløst at kæmpe imod skæbnen, og at det snarere løn- ner sig at handle i overensstemmelse med den. Dette kalder stoikerne at give sin tilslutning til skæbnen, og menneskets frie vilje består ifølge stoikerne i frivilligt at tilslutte sig det, der alligevel uafvendeligt vil ske. Den romerske stoiske filosof Lucius Annaeus Seneca (4 f. Kr. - 65 e. Kr.) udtrykker denne tilslutning til skæbnen i et af sine filosofiske breve til vennen Lucilius: Skæbnen fører den villige, men trækker den uvillige. 134. Stoa, en over- dækket søjlegang, i Athen. Denne (Seneca Breve til Lucilius, 106) stoa på Athens ant ikke agora er en Tanken om, at menneskets inderste sande natur står i forbindelse med ver- rekonstr ukt ion fra 1950erne af den så- densfornuften, bringer stoikerne tilbage til den gamle sofistiske diskussion kaldte Atta los-stoa af forholdet mellem fysis (naturen) og nomos (menneskeskabt lov).Ligesom fra roe - t allet f. Kr. mange af sofisterne påpeger stoikerne, at en stor del af menneskets verdens- 160 Paideia Filo sofi ~ 161  opfattelse og samfundsindretning er ba- Senecas tilbagevendende stoiske råd er blandt and et at leve et enkelt og seret på nomos, og at menneskets inderste simpelt liv uden at være afhængig af materiel rigdom samt at leve et liv, der sande fysis er ens for alle. Dette medfører, er styret af ratio (fornuft) og ikke af affectus (følelser). Begge filosofiske råd Ratio: fornuft at stoikerne videreudvikler de tilløb til en kan med nogen ret siges at være arvet fra den græske filosofi - fra Sokrate s, Alfeccu>: følelse natur- og menneskeret, som sofisterne Platon og Aristoteles - men den udformning, som stoikerne og især Seneca havde formuleret. Seneca navngiver den- gav dem, gjorde dem så udbredte og citerede, at de er blevet til indb egrebet af ne natur- og menneskeret i sit skrift Om stoisk filosofi. Der tales i den sammenhæng ofte om 'stoisk ro', og med dette mildhed med ordene commune ius ani- udtryk menes der den stoiske vismands evne til at forblive i sindsligevægt, mamium (de levende væseners fælles ret) uanset hvad han måtte blive udsat for af materielle tab eller følelsesmæs- og henviser dermed tydeligt til en stoisk sige storme. Stoikerne og Senecas filosofiske grundregel er således, at men- forestilling om menneskerettigheder. Han neskets animus (sind) eller (sjæl) skal kunne stå imod de slag, som fortuna Animus: sind, sjæl mener dermed, at mennesker fra naturens (tilfældet, især ment som ulykken), uvægerligt giver det gennem livet. Med Forruna: til fælde, ulykke hånd er skabt ens og med lige muligheder, en sådan stoisk ro kan stoikeren deltage engageret i samfundet som fx politi- og at det efterfølgende er deres skæbners ker uden at blive bragt ud af sin sindsligevægt. forløb, der har stillet dem ulige i forhold Seneca er ofte blevet kritiseret for, at han som rigmand - i modsætning til til hinanden. Dette tema udfoldes også i et filosoffer som Sokrates og grundlæggeren af stoiscismen Zenon - ikke leve- andet af hans filosofiske breve til Lucilius, de i overensstemmelse med sine egne filosofiske leveregler om fx det simple hvor Seneca roser Lucilius for at leve på liv. To forhold kan imidlertid være med til at nuancere denne kritik: venskabelig fod med sine slaver. Seneeas - Når Seneea prædiker uafhængighed af materiel rigdom, er det forment- argument for et sådant venskabeligt sam- lig i lige så høj grad tænkt som en tankemæssig øvelse. Dvs. at det vigtigste liv med slaverne lyder som en tydelig gen- er at kunne være den materielle rigdom foruden. For ingen ved jo, hvor længe klang af sofisten Antifons ord, som blev man har den, og ligesom Sokrates sætter Seneca andre immaterielle værdier citeret ovenfor (se side 145 og frem). Se- langt højere end rigdom, fx sjælen. neca skriver blandt andet: - Da Seneca til slut blev beordret af kejser Nero til at begå selvmord, for- tæller den romerske historiker Tacitus, at Seneca gik i døden uden på noget 136. Filosofferne Plat on, Du gør klogt i at tænke på, at den, du kalder din slave, er spiret af den tidspunkt at lade sig overvælde af følelser, men tværtimod - ligesom Sokra- Seneca og Aristoteles samme sæd, som du selv, at han nyder den samme friske luft, at han lige tes gjorde det i fængslet i Athen før sin død - beroligede og trøstede han sine Illustra t ion i håndskr ift 1325- 1335 så fuldt ånder, lige så fuldt lever, lige så fuldt dør. nærmeste og mindede dem om sine filosofiske grundsætninger: (Seneea Breve til Lucilius 47) Hvor er filosfien og principperne henne nu? Hvad er der blevet af den ind- sigt til værn mod, hvad der knuger os, som vi funderet på i alle disse år? Seneca fungerede i årene 54-59 e. Kr. som lærer og rådgiver for den ganske Nero er vild og blodig, det vidste vi jo;sin mor har han myrdet og sin bror, unge kejser Nero og blev på grund af sin tilknytning til kejserhoffet i Rom nu er der så kun drabet på hans opdrager og mentor at føje til. en meget velhavende mand. Nero udviklede sig imidlertid hurtigt i uheldig retning som en både lunefuld og brutal hersker. Seneca faldt i unåde ved (T aci t us Arbøger 15.62) hoffet og kunne derfor særligt i de sidste år af sit liv hellige sig filosofiske studier, og hans filosofiske skrifter omfatter både de førnævnte Breve til Der anslås temaer og leveregler fra den stoiske filosofi hos en række andre Lucilius og en række filosofiske skrifter om mange forskellige stoiske pro - romerske forfattere, der ikke - som Seneea er det - er filosoffer. Det gælder fx blemstillinger. de romerske digtere Vergil og Horats (se mere om stoiske temaer hos Horats i Poesi side 226). 162 Paideia Filos ofi ~ 163  EPIKURÆISME Epikur æismen er opkaldt efter filosoffen Epikur (341-270 f. Kr.). Epikurs fi- losofi stod i skarp kontrast til Zenons stoicisme. Epikur var inspireret af den T.LUCRETI U S CARUS. førsokratiske filosof Demokrits teori om, at verden består af atomer. Disse TH E atomer bevæger sig ifølge Epikur i et evigt fald oppefra og ned, og undervejs Epicurean Philofophcr, kan atomerne ganske uforudsigeligt skifte bane, støde sammen med andre His Si. Books atomer og på denne måde forårsage uventede kædereaktioner. En sådan atomlære er helt uforenelig med stoikernes lære om en altgennemstrømmen- 'De :JI(atura 'R{l'um de verdensfornuft og en guddommeligt fastlagt skæbne, der styrer verdens Done inro Englifll VER SE, gang og det enkelte menneskes livsforløb. Epikuræismen kategoriseres der- WithN OT ~ for som en materialistisk filosofi, der - i modsætning til stoicismen - ikke in- deholder nogen idealistisk overbygning, der er med til at strukturere verden. Tilt Seccad Edition, Corr.' ,..'" COl.( il; 137. Filosoffen Epikur Epikuræerne mente som følge af denne verdensopfattelse, der baserer sig Jod Enlarged, Marmorbuste på tilfældigheder, at mennesket rent faktisk har en fri vilje. Og denne frie. _ Demem.Ttfj; T",elli 3. - 2. århundrede vilje udmøntes bedst i et livsmønster, der som hovedformål stræber efter Di/nl tl/Mum hJlu JII~ plorart Ca!btdrar i l Puu, nt//'It m~Ddtlll hlC( fi:6Jcn6tlthtllo. f. Kr. at undgå smerte. Smerte undgås ved at holde sig ude af det offentlige liv og politik og søge efter lysten frem for pligten, som var et af sto ikernes etiske oX F O R D, 138. Titelblad på kernebegreber. Epikuræismen er ofte blevet beskyldt for at basere sig på he- Printcd by L. LICHfJE1.D , PrintcnotheUniferfity for A NTfJO NT S TEP H E N S ' engelsk oversættelse done (nydelse) og kaldes sum følge heraf for en hedonistisk filosofi. Den lyst, ~lJtller near [heThratre 168 l. af l.ukrets ' værk Om som epikuræerne henviser til , er imidlertid snarere den lyst, der er forbun- tingenes natur det med fraværet af smerte - frem for hæmningsløs nydelse af fx mad og sex. 1683 på et område kan epikuræerne dog faktisk siges at ligne stoikerne, idet både stoikerne og epikuræerne ud fra hver deres filosofiske udgangspunkt Autarkeia (u tiTa pKElu): er fælles om at opstille det filosofiske ideal om aut årkeia (selvtilstrækkelig- Gid jeg så blot med denne metode kunne beholde selvt ilstrækkelighed. det hed, eller mere positivt udtrykt 'det at være selvberoende'). Mennesket bør al din opmærksomhed ved mine vers, så du tydeligt fatter, at være selvberoende ifølge både stoikere og epikuræere forholde sig sådan til livet , at det hviler verdens orden, og føler til fulde den hjælp det vil gi dig. i sig selv og undgår sjælelige rystelser. Men deres midler til at nå til denne selvtilstrækkelighed er omtrent diametrale modsætninger: Stoikerne beor- (Lukrets Om tingenes natu r 4.23- 5) drede sig selv ud i samfundet, som vi så ovenfor, mens epikuræerne foretrak et liv afsondret fra samfundet. 'Lev ubemærket' skal Epikur have sagt. Og Man finder desuden epikuræiske temaer i den romerske digter Horats' (65-8 dette udsagn blevet motto for den epikuræiske filosofi. f. Kr.) såkaldte oder, der indeholder mange referencer til epikuræisk livsop- Hos romerne udfoldes epikuræismen særligt i digteren Lukrets' (ca. fattelse. Horats beskriver fx det rolige og selvberoende liv på landet fjernt fra 98-55 f. Kr.) store læredigt Om tingenes natur, der over seks sange skrevet Roms krævende og st ressende storbypuls, og hos Horats finder man også det på daktylisk hexameter - ligesom fx den græske digter Hesiods læredigt udtryk, der i lighed med Epikurs 'lev ubemærket' er blevet epikuræismens Theogonien om gudernes skabelse - gennemgår blandt andet den epikuræi- andet motto: Carpe diem 'pluk dagen'. Metaforen opfordrer til at leve livet i ske filosofis atomlære og etik. Titlen på Lukrets' værk refererer formentlig dag, eftersom ingen ved, om der kommer en dag i morgen. Horats er yderst til Epikurs nu tabte filosofiske hovedværk Om naturen, hvis omfang var på bevidst om det epikuræiske islæt i sin poesi og ironiserer over sig selv som 37 bøger, og som udgjorde grundlaget for den epikuræiske filosofi. Lukrets livsnydende, epikuræisk digter ved at kalde sig selv for 'en gris fra Epikurs pointerer selv, at læredigtet er skrevet for at befri mennesker for den almin- sti' (se mere i Poesi side 225). delige frygt for guderne, som behersker så mange, og som epikuræerne som følge af deres verdensopfattelse baseret på atomer og tilfældighed ønskede at gøre op med. Og dernæst, beretter Lukrets, har værket fået digterisk form , for at det filosofiske stof lettere skal kunne glide ned hos læseren: 164 Paide ia Filosofi ~ 165  Der fandtes flere filosofiske retninger i hellenismen, blandt andet kynismen og skepticismen. Kynikerne, hvis grundlægger Diogenes siges at have boet i en tønde, ejede ikke noget og levede yderst spartansk. Betegnelsen kyniker er af afledt af det græske ord for hund, fordi Diogenes levede så usselt som en hund. Kynikerne udgjorde ikke nogen egentlig filosofisk skole, men levede efter Diogenes' devise om at være så ubundet af personlige relationer og ma- terielle goder som muligt. Diogenes var elev af Antistenes, der havde været elev af Sokrates. Kynikernes filosofi og leveregler blev indoptaget i stoicis- men. Skepticismen er også vanskelig at definere som filosofisk skole, idet der er tale om en generel samlebetegnelse for de filosofiske retninger, der i større eller mindre grad betvivler værdien af sanseindtryk som udgangspunkt for filosofisk erkendelse. Såvel hos førsokratikerne og sofisterne som i Sokrates' 139. Kynikeren og Platons filosofi kan man, som vi har set, finde elementer af skepticisme. Dioge nes i tønden Jean-Leon Gerome Platons Akademi udviklede sig i løbet af hellenistisk tid i mere og mere skep- 1860 ticistisk retning. 166 Paideia