NERVESYSTEM PDF

# NERVESYSTEM ## Indledning Nervesystemet og de endokrine kirtler udøver den overordnede kontrol af legemets funktioner. Nervesystemet styrer først og fremmest muskelbevægelser og regulerer funktionen af de indre organer. De endokrine kirtler har først og fremmest betydning for regulering af stofs...

# NERVESYSTEM ## Indledning Nervesystemet og de endokrine kirtler udøver den overordnede kontrol af legemets funktioner. Nervesystemet styrer først og fremmest muskelbevægelser og regulerer funktionen af de indre organer. De endokrine kirtler har først og fremmest betydning for regulering af stofskiftet. For at nervesystemet kan udøve sine funktioner modtager det løbende nerveimpulser fra hele organismen. Disse informationer bearbejdes efterfølgende i centralnervesystemt. Nervesystemets vigtigste grundelement er nervecellen, som er specialiseret i hurtig ledning af signaler over lange afstande. Tilsammen danner milliarder af nerveceller komplicerede og velordnede netværk i hjernen med henblik på kommunikation og informationsbehandling. Af alle celletyper er nerveceller de mest følsomme for iltmangel. Blot få minutters stop af hjernens blodcirkulation kan føre til varige skader. Hjernens blodforsyning er derfor meget stor, nemlig 15% af hjertets minutvolumen, selvom hjernen kun udgør 2% af kropsvægten. Der kan derfor være meget at vinde, hvis man kan finde ud af, at holde neuroner i live under en manglende eller nedsat blodtilførsel. Nervesystemet er udstyret med sanseorganer, receptorer, der opfanger sanseinformation = stimuli. Uanset typen af stimulus vil sanseorganet, receptoren, 'oversætte' stimulusenergien til det 'sprog', nervesystemet forstår, nemlig nerveimpulser, der er små elektriske udladninger, som forplanter sig hurtigt langs nervetrådene. På den måde ledes signalerne fra receptorerne hurtigt til de dele af nervesystemet, hvor informationsbehandlingen foregår. Når nervesystemet skal frembringe en reaktion på en stimulus fra en receptor, sker det ved påvirkning af en effektor, som kan være enten en muskelcelle eller en kirtelcelle. Det betyder, at svaret sker i form af enten bevægelse eller sekretion. Sekretet kan have metaboliske virkninger, eller selv være et signal til forandring i andre celler. Muskelkontraktion kan vise sig på mange måder, lige fra kommunikation gennem tale, mimik og kropsattitude til flytning/bevægelse af kroppen, åndedræt og ændring af blodtryk. For at udtrykke sin 'vilje', har nervesystemet kun muligheden for påvirkning af muskelceller og kirtelceller. ## Inddelinger Nervesystemet består af et centralnervesystem, der udgøres af rygmarv, medulla spinalis, og hjerne, encephalon - og det perifere nervesystem, som udgøres af de nerver, der sørger for kommunikationen mellem centralnervesystem og receptorer eller effektorer. Nervesystemet kan også betragtes som to funktionelle dele uden helt så skarpe makroanatomiske adskillelser, som den rent anatomiske inddeling. Den ene del regulerer først og fremmest indvoldsorganerne og kroppens indre miljø. Den anden del styrer vores tilpasning til omgivelserne. Den første del kaldes det autonome eller vegetative nervesystem. Denne del hovedsageligt er knyttet til indvoldsorganer, viscera, benævnes det også det viscerale nervesystem. Den anden del kaldes gerne det somatiske eller cerebrospinale nervesystem. Betegnelsen autonom refererer til, at det stort set fungerer selvstændigt uden at være underkastet viljens herredømme eller kommer til individets bevidsthed. Dette i modsætning til det somatiske system, som i langt højere grad står under bevidsthedens indflydelse og kontrol. Den vigtigste opgave for det autonome nervesystem er at bidrage til opretholdelse af et stabilt og hensigtsmæssigt indre miljø i legemet, = homeostasis, fx regulation af åndedræt, blodtryk, legemstemperatur og fordøjelse. Svigt i en homeostatisk mekanisme er ofte grundlaget for en sygelig proces. Det autonome nervesystem fungerer ikke altid uden deltagelse af det somatiske. Mange livsytringer er et produkt af et samspil mellem de to nervesystemer. Eksempelvis reagerer organismen på en kuldepåvirkning med sammentrækning af hudens blodkar, således at varmetabet mindskes. Det skyldes en refleks, hvor impulser fra kuldereceptorer ledes centralt gennem somatiske baner, mens karsammentrækkende autonome impulser ledes perifert. Det autonome nervesystem arbejder med lavere hastighed end det somatiske, idet de autonome nervetråde er tynde med lav ledningshastighed i modsætning til de stærkt myeliniserede somatiske nervetråde. En interessant forskel mellem de to systemer er også, at effektorcellen i det autonome nervesystem, fx en glat muskelcelle eller en kirtelcelle, kan fungere (uden at atrofiere) selvom innervationen mistes. Afbrydes nerveforsyningen i det somatiske nervesystem til en tværstribet muskeltråd, vil den atrofiere og ophøre med at fungere.