Kapitel 10: Hjerneskader og Neuroplasticitet

En svulst, også kaldet en neoplasma, er en cellemasse, der vokser uafhængigt af resten af ​​kroppen.

En godartet tumor er en svulst, der kan fjernes kirurgisk med lille risiko for yderligere vækst i kroppen.

En ondartet tumor er en svulst, der spreder sig hurtigt og er vanskelig at fjerne helt, selv efter kirurgisk indgreb.

Meningiomer er tumorer, der vokser mellem hjernehinderne - de tre membraner, der dækker centralnervesystemet. De er typisk godartede.

Infiltrerende tumorer er tumorer, der spreder sig diffust gennem omgivende væv, hvilket gør dem vanskelige at fjerne helt.

Gliomer er en type infiltrerende tumor, der udvikler sig fra gliaceller, som støtter og beskytter neuroner i hjernen. Gliomer er hurtigt voksende og ofte ondartet.

Metastatiske hjerne­tumorer stammer ikke fra hjernen, men er spredt fra en anden del af kroppen via blodbanen.

Acoustic neuromas er en type godartet tumor, der vokser på den 8. hjernenerve (den auditiv-vestibulære nerve). De er relativt lette at identificere på en CT-scanning.

Et slagtilfælde er en pludselig cerebrovaskulær lidelse, der forårsager hjerneskade.

Et hjerteanfald er en årsag til slagtilfælde, der opstår, når en blodprop dannes og blokerer blodgennemstrømningen i et blodkar i hjernen.

En blodprop er en klump af stof, f.eks. blodkoagel, fedt eller luftbobler, der blokerer blodgennemstrømningen i et blodkar.

En blodprop er en blodprop, der er blevet løsnet og er blevet transporteret med blodet til et mindre blodkar, hvor den blokerer blodgennemstrømningen.

Arteriosklerose er en fortykkelse af blodkarvæggene og indsnævring af blodkarrene, ofte forårsaget af fedtaflejringer.

Cerebral blødning (blødning i hjernen) opstår, når et hjernenervesystem brister og blod siver ud i det omgivende hjernevæv og skader det.

Et aneurisme er en unormal ballonlignende udvidelse, der dannes i væggen af ​​en arterie på et punkt, hvor arterievæggens elasticitet er defekt.

Cerebral iskæmi er en forstyrrelse af blodforsyningen til et område af hjernen. De tre hovedårsager til cerebral iskæmi er trombose, emboli og arteriosklerose.

Ischemia-induceret hjerneskade opstår gradvist. Omkring en dag eller to efter en midlertidig cerebral iskæmisk episode kan betydeligt neurontab observeres.

Glutamat, den mest udbredte excitoriske neurotransmitter i hjernen, spiller en vigtig rolle i ischemia-induceret hjerneskade, fordi det overaktivit­erer neuroner og forårs­ager celle­død.

NMDA-receptorer er glutamatreceptorer, der overaktivit­eres af glutamat, hvilket resulterer i en overdreven influx af natrium- og calcium-ioner ind i postsynaptiske neuroner.

Et subduralt hæmatom er en samling af blod i den subduralt rum, den region mellem dura mater og arachnoid membranen. Det kan forårsages af slag mod hovedet og kan forårsage tryk på omgivende hjernevæv.

Kontrecoup-skader er skader på hjernen, der forekommer modsat siden af ​​hovedet, der blev ramt, fordi slagtilførslen får hjernen til at ramme indersiden af ​​kraniet.

Mild traumatisk hjerneskade (mTBI) er en traumatisk hjerneskade uden tegn på blødning eller strukturelle skader. Den kan forårsages af et slag mod hovedet, og mange omfatter midlertidig bevidstløshed.

Kronisk traumatisk encefalopati (CTE) er en form for demens og cerebrale ardannelse, der ofte ses hos boksere, rugby- og amerikanske fodboldspillere, der har gennemgået gentagen mTBI.

Rabies er en virusinfektion, der typisk overføres gennem bid fra et rabiat dyr, og har en affinitet til nervevæv. Det kan føre til symptomer som voldsomme anfald og koma.

Encephalitis er en hjerneinflammation, der kan for­årsages af bakterie- eller virusinfe­ktioner. Den kan føre til symptomer som feber, hovedpine og forvirring.

Cerebrale abscesser er lommer af pus i hjernen, som ofte er for­årsaget af bakterie­infektioner.

Meningitis er en inflammation af hjernehinderne, som kan for­årsages af bakterie­infektioner. Det kan være dødeligt og føre til symptomer som feber, hovedpine og nakkestivhed.

Syfilis er en bakterie­infektion, der overføres fra en inficeret person til en ikke-inficeret person gennem kontakt med køns­organ­sår. Den kan føre til mental sy­gdom og demens, en tilstand kaldet generel parese.

Down syndrome er en genetisk lidelse, der skyldes en ekstra kopi af kromosom 21. Den medfører typisk karakteristiske ansigtstrek, kognitiv handicap, tidlig Alzheimers og andre medicinske komplikationer.

Apoptose er en programmeret celledødsproces, der bruges af celler til ​​at ødelægge sig selv. Det spiller en rolle i tidlig udvikling og i hjerneskade.

Nekrose er en passiv celledød, der resulterer fra skade. Det er ofte forbundet med inflammation, som kan skade andre celler.

Epilepsi er en neurologisk lidelse, der karakteriseres af gentagne anfald forårsaget af kronisk hjernedysfunktion. Anfald for­årsager ofte bevidstløshed, kramper og ufrivillige bevægelser.

Et fokus er et område i hjernen, hvor neuroner begynder at aflade sammen i rystninger, hvilket for­årsager epileptiske spikes i EEG'en. Anfald kan sprede sig fra fokus til andre dele af hjernen.

Et epileptisk aura er en række specifikke psykologiske forandringer, der ofte forekommer lige før et epileptisk anfald. Det kan omfatte hallucinationer, følelser af ubehag eller specifikke fornemmelser.

Fokale anfald er anfald, der ikke involverer hele hjernen. De begynder i et specifikt fokus i hjernen og kan sprede sig til andre områder.

Simple anfald er fokale anfald, der primært involverer sensoriske eller motoriske ændringer, og ofte mangler bevidstløs­hed. De kan for­årsage ufrivillige be­vægelser eller sensoriske for­nemmelser.

Komplekse anfald begynder ofte i tin­ning­lapp­erne og involverer ofte automatismer - stereotype, gentagne be­vægelser eller handlinger. Personer med komplekse anfald kan opleve bevidstløs­hed eller forvirring.

Generaliserede anfald involverer hele hjernen. De kan starte i et specifikt fokus eller i forskellige dele af hjernen samtidig, og føre til symptomer som kramper, tab af bevidsthed og ufrivillige be­vægelser.

Tonisk-kloniske anfald er en type generaliseret anfald, der involverer kramper, tab af bevidsthed og ufrivillige be­vægelser. De indeholder typisk både toniske (stive) og klonoiske (rystende) be­vægelser.

Absenceanfald er en type general­iseret anfald, der involverer et kort tab af bevidsthed, ofte med starende blik og fluttering øjen­låg. De forekommer ofte hos børn og kan aftage i puberteten.

Parkinsons sy­gdom er en be­vægelses­for­styr­relse, der rammer middelaldrende og ældre mennesker. Den for­årsager tremor, stivhed, lang­somme­hed og vanskelighed­er med at starte be­vægelser.

Substantia nigra er et kernek­ompleks i midt­hjernen, der er involveret i be­vægelses­kontrol. Neuron­er fra substantia nigra projicerer til striatum i basalgang­lierne, og deres tab er for­bundet med Parkinsons sy­gdom.

Lewy legemer er klumper af protein­et alpha-synuclein, der findes i neuroner i substantia nigra hos personer med Parkinsons sy­gdom. De formodes at være to­ksiske for celler og kan bidrage til sy­gdom­s­udvik­ling­en.

Huntington­s sy­gdom er en progres­siv be­vægelses­for­styr­relse, der er arve­lig og skyldes en mutation i huntingtin­genet. Den for­årsager ufrivillige be­vægel­ser, kognitiv svikt og psy­kiatriske problem­er, og er ofte dødelig.

Multiple sclerosis (MS) er en progressiv sy­gdom, der angriber myelin­skederne på axon­er i central­nerve­syste­met (CNS), hvilket fører til beska­dig­else af nerve­trans­mis­sion og neurologiske symptomer.

Alzheimers sygdom er en neurode­generativ sygdom, der fører til demens. Den karakteriseres af hukommelse­stab, kognitiv svikt og personlighedsændringer.

Beta-amyloid er et protein, der findes i små mængder i en sund hjerne, men findes i store mængder hos personer med Alzheimers. Det danner amyloidplakker, der for­årsager celle­død og bidrager til sygdom­s­progres­sion­en.

Tau-protein er et protein, der er involveret i at holde neuronernes struk­tur. I Alzheimers sy­gdom danner det neuro­fibriller­e tang­ler, der forstyr­rer neuronernes funktion.

Tab af hukommelse, sprogvanskeligheder, psykiske lidelser, lammelse eller koma.

Område med dødt eller døende væv efter et slagtilfælde.

Dysfunktionelt område omkring infarktet, som muligvis kan reddes.

At redde penumbra.

Cerebral blødning og cerebral iskæmi.

Hjerneskade forårsaget af stød, der ikke trænger igennem kraniet.

En type lukket hoved TBI, der involverer skade på det cerebrale kredsløbssystem, hvilket fører til intern blødning.

Mindre traumatisk hjerneskade, hvor effekterne kan vare i mange år og akkumuleres.

Demens og cerebral ardannelse observeret hos personer med gentagne mTBIs.

Skader på hjernen, der forekommer på den modsatte side af, hvor slaget ramte hovedet.

Intern blødning i hjernen forårsaget af skade på blodkar

Lokaliseret samling af blod i hjernen på grund af bristede blodkar.

Skader på hjernen som følge af stump traume, hvor hjernen støder mod indersiden af kraniet

En arvelig hjernesygdom, der fører til død ca. 20 år efter de første symptomer.

Huntington’s sy­gdom nedarves gennem et enkelt muteret dominant gen, kaldet huntingtin.

Alle individer, der bærer huntingtin-genet, udvikler sy­gdom­men, ligesom ca. halvdelen af deres afkom.

Huntingtin-genet forbliver i genpuljen, fordi symptomer vises efter de reproduktive år (omkring 40 år).

Det muterede huntingtin-protein er mere 'klæbrigt' end normalt huntingtin-protein, hvilket fører til ophobning af klumper i cellerne.

Klumper af muteret huntingtin-protein er to­ksiske for celler.

Ophobningen ses tidligt i sy­gdom­s­forløbet især i cellerne i striatum, hvor cellerne begynder at dø.

Dyb hjernestimulering indebærer implanterede elektroder i specifikke hjerneregioner for at lindre symptomer.

Celledød i striatum afbryder forbindelser til cortex, hvilket menes at forårsage tidlige symptomer.

Efterhånden som sygdommen skrider frem, dør celler i hele hjernen på grund af sammenklumpninger af muteret huntingtin-protein.

Der er 50% chance for at arve sygdommen, hvis en forælder udvikler Huntingtons sygdom.

En genetisk test kan afgøre, om slægtninge til Huntingtons patienter bærer genet.

Giver slægtninge mulighed for at få børn uden frygt for at videregive sygdommen.

En lidelse, hvor kroppens immunsystem angriber en del af kroppen som en fremmed substans.

Myelinskeden på axoner er fokus for immunreaktionen ved MS.

Neuronskade sker selv uden demyelinisering ved MS.

En neurodegenerativ lidelse primært karakteriseret ved degeneration i substantia nigra.

Midtjernekerne, der er stærkt påvirket ved Parkinsons sygdom, hvis neuroner projicerer til striatum.

Den vigtigste neurotransmitter, der mangler i substantia nigra og striatum hos patienter med Parkinsons sygdom.

Proteinklumpe fundet i overlevende dopaminerge neuroner i substantia nigra hos patienter med Parkinsons sygdom.

Et protein, der danner klumper i Lewy legemer, fundet i dopaminerge neuroner hos Parkinsons patienter.

Hovedbanen, som neuroner fra substantia nigra projicerer til striatum i basalganglierne.

Hjernestruktur i basalganglierne, der modtager dopaminerge projektioner fra substantia nigra.

Processen med nervecellers forringelse eller død, bidragende til Parkinsons sygdom og neurologiske lidelser.

En neurodegenerativ sygdom, der primært rammer ældre voksne og fører til gradvis kognitiv svækkelse.

Patologiske ændringer i hjernen uden synlige symptomer.

Let kognitiv svækkelse, men ikke så alvorlig som ved fuldt udviklet Alzheimers.

En genetisk allele, der øger risikoen for sen-debuterende Alzheimers.

Proteinstrukturer, der er særligt udbredte i visse områder af hjernen hos Alzheimers-patienter involveret i hukommelse.

Hjernestrukturer, der er centrale for hukommelsen og er påvirket af neurofibrillære tangles ved Alzheimers.

Øger modtageligheden for sen-debuterende Alzheimers sygdom med cirka 50 procent.

Hippocampus, amygdala og entorhinal cortex.