TANDVÆV PDF

# TANDVÆV ## Emalje - Emalje (1) beklæder tandkronen og beskytter den underliggende dentin (2). - Emaljen, der er blålighvid, er organismens hårdeste væv. - Den indeholder kun få procent organisk substans, og der findes hverken kar eller nerver. - Lagdelingen i mundhulens vægge er epitel og binde...

# TANDVÆV ## Emalje - Emalje (1) beklæder tandkronen og beskytter den underliggende dentin (2). - Emaljen, der er blålighvid, er organismens hårdeste væv. - Den indeholder kun få procent organisk substans, og der findes hverken kar eller nerver. - Lagdelingen i mundhulens vægge er epitel og bindevæv, nemlig slimhindens lamina epithelialis og lamina propria. - Denne lagdeling gælder også tandkronerne, idet emalje er udviklet fra epitel, og dentin fra bindevæv. - Slimhindens epitel beskytter det underliggende bindevæv, og emaljen beskytter den underliegende dentin. - Emaljen har en ydre (1) og en indre (2) flade. Ydre flade er emaljeoverfladen mod mundhulen, og den er ved frembruddet dækket af emaljehinden (primære emaljehinde) (3), som er tynd (1 µm) og hurtigt slides bort. - Emaljens overflade præges af horisontale furer, perikymatier (4), der er tættest nær tandhalsen. - Emaljens overflade er glat, men en nærmere undersøgelse i god belysning og eventuelt med lup afslører parallelle forhøjninger, fig. 27 A og B (7), der løber rundt om tanden. - Forhøjningerne adskilles af de furer (4), der kaldes perikymatier, og som vi senere hører dannes, hvor emaljens 'vækstlinier' (8), Retzius linier, når overfladen. - Da emaljens overflade er grænseflade mellem tand og mundhule, er det klart, at mekaniske, kemiske og andre påvirkninger af tanden først rammer denne flade. - Det er her kariesangreb sætter ind, og det er også emaljeoverfladen, der er interessant, når virkningen af 'fluorpenslinger' eller 'fluortandpasta ' diskuteres. - Indre flade af emaljen vender mod dentinen og svarer til emaljedentingrænsen (2), der er uregelmæssig. - En del odontoblastudløbere (5) strækker sig fra dentin et meget kort stykke ind i emaljen som emaljetene (6). - Udløberne ender undertiden med en kolbeformet opsvulming. - Emaljedentingrænsen er ujævn og minder dermed om grænsefladen mellem mundslimhindens epitel og bindevæv, der præges af lamina propria-papiller. - I begge tilfælde øges grænsefladens areal, og dermed forbedres fastholdelsen, retentionen, af emalje og lamina epithelialis. - Nogle odontoblastudløbere findes i emaljen nærmest dentinen. - Det skyldes, at de tidligt ‘skyder sig ind’ mellem ameloblasterne nærmest tanden, og her bliver de ‘fanget’, når emaljen dannes. ## Mineralsaltene - Mineralsaltene udgør det meste af emaljen. - De findes som fine (submikroskopiske) krystaller, (krystallitter) (9), der optræder i større enheder, emaljeprismer (10a C & D). - Prismerne er tynde stave (få µm i diameter), og de strækker sig fra emaljens indre flade - mod dentinen - til dens ydre overflade (10b). Emaljeprismerne står (næsten) vinkelret på begge flader (mellem pilehovederne på A). - Retzius linier, 'vækstlinier' eller 'tilvækstlinier', er tydeligst i permanente tænder. - Der er ikke enighed om årsagen til, at Retzius linier dannes, men en mulighed er skiftende mineraliseringsintensitet, og der er påvist færre krystaller i prismerne ud for Retzius linier. - Accentuerede Retzius linier ses ved fx sygdom med feber under emaljedannelsen. - Overgangen fra intrauterint til ekstrauterint miljø ved fødslen afspejler sig også i en accentueret Retzius linie i alle de tænder, hvor emaljen er ved at blive dannet på dette tidspunkt. ## Emalejebuske og lameller - Nær emaljedentingrænsen (2) findes områder, hvor mineraliseringen er mindre. Områderne kaldes emaljebuske (12), og de strækker sig et kort stykke ud i emaljen. - I emaljen ses endvidere emaljelameller (13). - De udgøres af mindre mineraliserede områder, som strækker sig fra emaljedentingrænsen og helt ud til emaljeoverfladen. - Emaljebuske og emaljelameller indeholder protein og ses særlig tydeligt på horisontale slibesnit. - Der gives forskellige forklaringer på deres opståen, ligesom der er delte meninger om deres kliniske betydning, som af de fleste anses for beskeden, bl a for udviklingen af karies. ## Dentin - Dentin (2) er et mineraliseret støttevæv og består af matrix, dvs kollagene fibriller, amorf grundsubstans og mineralsalte. - Den omgiver pulpa (4) og dækkes i kronen af emalje (1) og i roden af cement (3). - Dentin er gullig og lidt hårdere end knoglevæv på grund af lidt større indhold af mineralsalte. - Dentin er et mineraliseret støttevæv, ligesom knoglevæv og cement. - Kollagene fibriller og amorf grundsubstans er fælles for disse støttevæv, men i modsætning til fx knogle indeholder dentin ingen cellelegemer, kun celleudløbere (odontoblastudløbere). - Mineralsalte i knogle, cement og dentin findes som krystaller (krystallitter), der ligner emaljens, men er mindre. - Dentin (2) er meget porøs på grund af talrige kanaler (5). - Dentinkanalenerne strækker sig fra den indre overflade mod pulpa (4) til den ydre overflade mod emalje (1) og cement (3). - Hver kanal indeholder cytoplas-