ICD-11 Sociale Funktionsforstyrrelser

En heterogen gruppe af forstyrrelser, karakteriseret ved afvigelser i den sociale funktionsevne. Adskiller sig fra udviklingsforstyrrelser ved at miljøpåvirkninger eller sociale frustrationer spiller en større rolle end svigtende social funktionsevne.

Vedholdende stumhed i særlige sociale situationer, hvor spontan taleudfoldelse normalt forventes (fx i skolen), men normal taleudfoldelse i andre situationer.

Svarer til RAD i DSM-5. Begyndelsesalder < 5 år. Modstridende eller ambivalente reaktioner i forskellige sociale situationer. Emotionelle forstyrrelser, som kan vise sig ved mangel på respons.

Svarer til DSED i DSM-5. Vedvarende tendens til diffust uselekterede tilknytninger gennem første 5 leveår, + Normal trøstsøgningstendens. Trøst søges ukritisk, uselekteret.

De to tilknytningsforstyrrelser, der findes i DSM-5.

Fravær af fokuseret tilknytningsadfærd rettet mod en foretrukken omsorgsperson. Manglende søgen efter og respons på trøst ved nød.

Upassende tilnærmelser til fremmede voksne og manglende forsigtighed over for fremmede. Manglende passende sociale og fysiske grænser.

RAD og DSED er sjældne, men forekomsten er markant højere blandt børn, der har oplevet omsorgssvigt, misbrug eller institutionalisering.

RAD har ofte overlappende symptomer med depression og angstlidelser. DSED har associationer til eksterne adfærdsproblemer som ADHD.

Tilknytningsforstyrrelser skal adskilles fra autismespektrumforstyrrelser ved fokus på sociale reciprocitet og affekt.

Børn med RAD er i stand til at danne selektive tilknytninger til omsorgspersoner, men dette er ikke tilfældet for børn med tilknytningsforstyrrelser.

Børn med social angst viser adækvat tilknytningsadfærd med forældre eller omsorgspersoner, men de frygter ukendte individer, mens børn med RAD ofte ikke har en klar foretrukken omsorgsperson.

Børn med depressive lidelser søger trøst hos omsorgspersoner, mens børn med RAD ikke har en klar fortrukken omsorgsperson, og de søger ikke trøst hos nogen.

Generelt er risikoen for vedvarende tilknytningsforstyrrelse mindre ved adoption før 6 måneder. RAD viste moderat stabilitet i symptomer, men intervention har bedre prognose. DSED er mere stabil og persistenterende.

ADBB (Alarm distress baby scale), der kan bruges fra barnet er 2 måneder, fokuserer på forældre-barn relationen og kan dermed hjælpe med at screene for potentielle tilknytningsforstyrrelser.

Utilstrækkelige omsorgsmiljøer i den tidlige barndom, mere specifikt fx: Patalogiske forældre, misbrug, neglekt osv.

a) Der SKAL være en forhistorie med svær omsorgssvigt som har vedvarende karakter snarere end isolerede hændelser. b) Tydelige symptomer før 5-års alderen. c) Barnet har nået et udviklingsniveau, hvor kapaciteten til at danne selektive tilknytninger er udviklet.

Tilknytningsmønstre: børn udvikler ALTID tilknytning til en omsorgsperson. Disse mønstre siger noget om hvordan man generelt danner relationer, men er ikke udgangspunkt for diagnosticering. Tilknytningsforstyrrelser indgår i diagnosesystemet (ICD-10/11 og DSM-5) og giver grundlag for behandling.

Børn med ADHD kan udvise socialt uhæmmet adfærd, men DSED er kendetegnet ved specifik adfærd i forhold til fremmede voksne og en forhistorie med svær omsorgssvigt.

Børn med forstyrrelser i intellektuel udvikling kan udvise atypisk social adfærd, men DSED er kendetegnet ved specifik adfærd i forhold til fremmede voksne og en forhistorie med svær omsorgssvigt.

Elektiv mutisme er en forstyrrelse, hvor barnet er stumt i specifikke sociale situationer, men kan tale i andre situationer. Reaktiv tilknytningsforstyrrelse (RAD) er en forstyrrelse i tilknytningsevnen, hvor barnet har svært ved at knytte sig til omsorgspersoner. Uselektiv, uhæmmet tilknytnings- eller kontakt-form er en forstyrrelse, hvor barnet har en tendens til at knytte sig til alle voksne, uanset hvem de er, og søger trøst hos dem, uden at kunne skelne.

Tilbagevendende og vedvarende adfærdsmønstre observeret i barndommen, der kan føre til betydelig forstyrrelse af funktionsniveauet og afvigende opførsel i skolen, derhjemme eller i samfundet.

Hvis barnet er adopteret før 6 måneder, er risikoen for vedvarende tilknytningsforstyrrelse mindre, men der er fortsat en betydelig risiko for at opleve tilknytningsproblemer. De fleste børn, der oplever RAD, er i stand til at danne sundere tilknytninger, når de får stabil og omsorgsfuld behandling. Desværre ser det ud til at DSED-symptomer fortsætter i højere grad, selv efter at barnet er blevet adopteret, og det kan skabe udfordringer i barnets fremtidige relationer.

Tilknytningsforstyrrelser er komplekse og kræver omfattende vurderinger for at sikre korrekt diagnose og passende behandling. Nogle børn kan have overlappende symptomer fra flere forstyrrelser, og det er derfor vigtigt at vurdere alle aspekter af barnets udvikling og funktionsniveau.

RAD (Reactive Attachment Disorder) er en tilknytningsforstyrrelse, der ofte ses hos børn, der har oplevet omsorgssvigt, misbrug eller institutionalisering. De har ofte en vanskelig historie med at knytte sig til omsorgspersoner og har en tendens til at være emotionelt tilbagetrukne eller have svært ved at regulere deres følelser.

DSED (Disinhibited Social Engagement Disorder) er en tilknytningsforstyrrelse, der er præget af en upassende grad af tilnærmelser til fremmede voksne. Børn med DSED har ofte en historie med omsorgssvigt eller institutionalisering, og de har svært ved at identificere trygge voksne. De søger ofte kontakt med fremmede voksne, selv når det er uhensigtsmæssigt og ubehageligt.