Eksamensvejledning: Innate Immunity

Et inflammasom er en proteinstruktur, der aktiveres af inflammatoriske stimuli, og frigiver pro-inflammatoriske cytokiner, såsom IL-1, der fører til inflammation og feber.

Inflammasomet består af tre komponenter: en sensor der genkender den inflammatoriske stimulant, en adaptor protein der binder til sensoren, og caspase-1 enzymet, der kløver pro-IL-1 til den aktive form.

Inflammasomer udløser en form for programmeret celledød kaldet pyroptose. Pyroptose karakteriseres ved celledød med inflammation, hvor cellen svulmer op, frigiver inflammatoriske cytokiner og går i stykker.

Et inflammasom aktiveres, når sensoren genkender en inflammatoriske stimulus, såsom bakterielle produkter, og binder til et adaptor protein, der aktiverer caspase-1 enzymet.

Antigenpræsentation er processen, hvorigennem antigenpræsenterende celler (APC'er) præsenterer antigen-peptider (antigenstykker) for T-lymfocytter.

MHC Klasse II-molekyler er involveret i antigenpræsentation til CD4+ T-hjælper celler.

Processen med antigenpræsentation på MHC Klasse II involverer endocytose af fremmede proteiner, nedbrydning til peptider i vesikler, binding af disse peptider til Klasse II MHC-molekyler, og transport til celleoverfladen.

MHC Klasse I-molekyler er involveret i antigenpræsentation til CD8+ T-dræber celler.

Krydspæsentation er en proces, hvorigennem dendritceller kan præsenterer antigener fra endocytoseret materiale (fx proteiner fra inficerede celler) på MHC Klasse I, hvilket gør det muligt for CD8+ T-celler at reagere på disse ekstracellulære antigener.

Krydspæsentation er vigtigt, fordi den tillader CD8+ T-celler at genkende og dræbe inficerede celler (fx tumorceller) med antigener, der ikke er direkte i cytosolen.

Indirekte allogenkendelse (allotransplantation) forekommer, når donorceller genkendes af modtagerens dendritceller, bearbejdes og præsenteres på MHC Klasse II til modtagerens CD4+T-celler. Dette er et vigtigt element i afstødning af transplantater.

IgG er en type antistof med en struktur bestående af to identiske heavy chains og to identiske light chains, der er forbundet med disulfidbindinger.

Germinalcenterreaktionen er en proces, der forekommer i sekundære lymfoide organer og involverer selektion og differentiering af B-celler, der udtrykker Ig med høj affinitet.

B-celler i germinalcenteret gennemgår somatisk hypermutation, en proces hvor Ig-gener muterer. Celler med højere affinitet til antigener, der er specifikke for antigenet, overlever og differentierer til plasmaceller eller hukommelsesceller.

IgA transporteres til slimhinderne ved hjælp af poly-Ig-receptoren. IgA binder derefter til mikrober og blokerer dem fra at trænge gennem slimhinder.

Levende svækkede vacciner er baseret på svækkede (men ikke farlige) versioner af mikroorganismen, der stadigvæk kan aktivere immunforsvaret men ikke forårsage sygdom.

DNA- eller RNA-vacciner bruger DNA eller RNA, der koder for et mikrobielt protein. Når dette transkriberes og translateres i værtscellen, dannes det mikrobielle protein, der aktiverer immunforsvaret. Disse vacciner løser problemet med et potentielt type I interferonrespons ved strukturelle ændringer af RNA og pakning i lipidnanopartikler.

Polysaccharid-vacciner er ofte T-celle uafhængige. Ved at konjugere polysaccharidet til et bærerprotein bliver en T-celle uafhængig B-celle respons til et T-celle afhængingt, hvilket fører til en mere effektiv produktion af antistoffer.

Differentiation af Th1 celler involverer mødet med dendritceller og makrofager, der producerer IL-12, samt NK-celler, der producerer IFN-gamma. Disse cytokiner aktiverer specifikke signalveje i T-cellen og inducerer ekspression af transkriptionsfaktoren T-BET, der er essentiel for Th1 udvikling.

Det innate immunsystem producerer type I interferoner, der hæmmer viral replikation og ødelægger virale genomer. IFN-alfa udskilles fra plasmacytoide dentritceller, mens IFN-beta udskilles fra inficerede celler.

IL-7 er en vækstfaktor, essentielt for T-celle udvikling i thymus. IL-7 stimulerer proliferation af udviklende T-celle forstadier, hvilket sikrer, at der er nok celler til at udtrykke forskellige antigenreceptorer.

IL-2 er en vigtig vækstfaktor for T-celler, da den fremmer proliferation og overlevelse af aktiverede T-celler efter TCR-aktivering.

Type 1 hypersensibilitetsreaktion er kendetegnet ved IgE- medieret degranulering af mastceller, der udløser frigivelsen af histamin og andre inflammatoriske mediatorer.

Krydspæsentation kræver ikke invarint chain. Krydspæsentation er en proces, hvorigennem dendritceller præsenterer antigener fra endocytoteret materiale (fx proteiner fra inficerede celler) på MHC Klasse I.

T-cellen i spørgsmål 6b er en positivt selekteret CD4+/CD8- T-celle.

Makrofager tilhører det innate immunsystem.

Anergi er en tilstand af immunologisk tolerance, hvor en T-celle eller B-celle ikke kan aktiveres.

CLIP (et fragment af invariant chain) binder normalt til MHC Klasse II-molekylerne i ER, og forhindrer binding af andre peptider. HLA-DM er et molekyle, der fjerner CLIP, og hjælper med at binde peptider til MHC II-molekylet.

Marginal sinus er en struktur, der findes i milten og er kendetegnet ved brede, sinusformede kar med et tyndere endothel, der tillader blodceller at passere til miltens retikulære struktur.

Komplementsystemet er en del af det innate immunsystem og består af en kaskade af proteiner. C3b kan binde til B-celle receptoren CR1 og forbedre aktivering af B-celler.

Det innate immunsystem har ingen hukommelse, mens det adaptive immunsystem har hukommelse. Dette er forskellen, der er forkert i sammenligningen.

TH17-celler er kendetegnet ved udtryk af transkriptionsfaktoren RORγt og produktion af IL-17. Disse cytokiner er involveret i inflammation, vævsbeskyttelse og autoimmunitet.

I periferien differentierer T-celler til fx TH1, TH2 eller TH17, afhængigt af det mikromiljø og de cytokiner, der er til stede.

Mutation i Bruton tyrosin kinase (BTK) er en defekt, der påvirker udviklingen af B-celler, da BTK er essentielt for B-celle signalering.

Type IV hypersensitivitetsreaktion er en forsinket type af hypersensitivitet, der involverer T-celle medieret inflammation. Multipel sclerose er en sygdom, der involverer en type IV hypersensitivitetsreaktion.

Figur 4 viser neutralisering af mikrober, hvor antistoffer binder til mikrober og forhindrer dem i at binde til værtsceller.

Makrofager bruger forskellige receptorer til fagocytose, herunder komplementreceptorer (CRs), der genkender komplementfaktorer bundet til mikrober.

Ophobning af plasmaceller sker i perifere lymfoide organer, ikke i knoglemarven.

X-bundet SCID fører til nedsat eller manglende T-celler, da denne immunodeficiency skyldes defekter i gener involveret i T-celleudvikling.

Nogle antigener, fx kapsel-polysaccharider på bakterier, kan stimulere B-celler direkte, uden at kræve T-celle hjælp. Dette er T-celle uafhængige B-celle responser.

I fravær af C2 eller C4 kan den klassiske pathway stadigvæk aktiveres, hvilket fører til dannelsen af C3b, der er et centralt element i komplementsystemet.

Perifer tolerance af B-celler opstår, når B-cellerne genkender antigen, men ikke får hjælp fra T-celler, eller når de genkender et antigen, der ikke kan præsenteres af individets MHC-molekyler. Denne tolerance fører til, at B-cellerne ikke er i stand til at producere antistoffer mod den specifikke antigen.

CD8+ T-celler, også kaldet cytotoksiske T-lymfocytter, er i stand til at dræbe intracellult inficerede celler ved at frigive cytotoksiske granula.

TAP1/2 er translokatorer i cellemembranen, der transporterer peptider fra cytosolen til det endoplasmatiske retikulum (ER), hvor de kan binde til MHC klasse I molekyler og blive præsenteret for CD8+ T-celler.

CTLA4 er et immun-kontrolpunkt-molekyle, der er involveret i at inhibere T-celleaktivering. En defekt i CTLA4 kan føre til autoimmunitet.

N-formyl methionin receptor og mannan (mannose) bindende lectin er to eksempler på innate receptorer.

T-celle uafhængige B-celle responser resulterer i hurtige, men mindre effektive responser, og er kendetegnet ved produktion af kortlivede plasmaceller og IgM.